Dyrlægetræning af hunde

De fleste hunde i Danmark møder dyrlæger og dyreklinikker i gennemsnit 1-2 gange årligt. Dette kan være alt fra helt almindelige sundhedscheck i forbindelse med vaccinationer, eller mere dybdegående undersøgelser i forbindelse med sygdom.

Et besøg hos dyrlægen medfører ofte at hunden havner i uvante, og til tider ubehagelige situationer. At skulle stå på et bord, blive pillet ved af en fremmed, der lugter af mange andre hunde og katte, måske er undersøgelsen ubehagelig eller endda smertefuld. Når vi overvejer disse forhold, er det ikke så underligt at mange hunde syntes at et dyrlægebesøg er meget ubehageligt. Hos nogle hunde kan denne modvilje udvikle sig til direkte angst for dyrlæger.

Når hunden først er blevet angst for dyrlæger (eller angst for alle mulige andre ting), kan det være svært at arbejde sig ud af denne angst, selv om man lokker med pølser, leverpostej eller andre lækkerier.

Det er langt nemmere at starte med at lære hvalpen eller hunden, at det er rart at besøge dyrlægen. Dette kan gøres på mange forskellige måder. En af dem er at lave en række besøg hvor der kun sker rare og sjove ting. Langsomt kombineres disse gode ting med at hunden kommer op på vægten, bliver berørt forskellige steder osv.

Spørg på klinikken, om fif til hvad du selv kan gøre, for at træne din hund til besøg på klinikken og håndtering af dyrlægen.

For klubber og foreninger, kan det med fordel inddrages som en del af hvalpemotivationen, eller træningsforløbet, at "træne til dyrlæge".

Vi er altid åbne for forslag eller særønsker, der gør dyrlægebesøget for den enkelte hund så LIDT ubehageligt som muligt.