Fysioterapi og genoptræning
I naturlig samklang med vores slogan Omsorg for dyr giver tryghed for ejer har vi naturligvis fokus på alle tiltag, der kan øge livskvaliteten for jeres kæledyr. Fysioterapi, genoptræning eller rehabilitering er i den sammenhæng en betydningsfuld ”add on” til vores øvrige tilbud på klinikken. Genoptræning eller rehabilitering, som det også kaldes, betyder egentlig ”at vende tilbage til tidligere funktion”. Det har i efterhånden mange år været en integreret del af behandlingstilbud til mennesker efter skader og operationer, og det tilbydes nu også på de dyreklinikker, der har faciliteter og personale med uddannelse og viden på området. Med veterinærsygeplejerske Michelle som en del af vores team på Nysted Dyreklinik har vi nu fået mulighed for at tilbyde fysioterapi og genoptræning til hunde og katte.
Efter en skade eller periode med inaktivitet er det afgørende, at kroppens led og muskler hurtigst muligt kommer i gang med at blive brugt, men det er også vigtigt, at der ikke sker en overbelastning. Den balancegang findes bedst og mest sikkert med et træningsprogram tilpasset det enkelte dyr.
Fysioterapi er for alle uanset størrelse, race og alder. Alt fra den toptrænede sportshund til den kære, gamle seniorhund kan have stor gavn af et forløb.
Vi anbefaler fysioterapi i forbindelse med bl.a.:
- Gigt
- Smerter i led og/eller muskler
- Længerevarende sygdom
- Ønske om vægttab
- Som genoptræning efter operation
- Vedligeholdelse af styrke
- Smidighedstræning
Fysioterapi kan indebære alt fra information om forskellige træningsprogrammer, praktiske undersøgelser, øvelser med hunden til vejledning om fodring og understøttende kosttilskud. Herudover er bl.a. massage og laserterapi et vigtigt element i behandlingen, hvor især den sidstnævnte kan have indflydelse på og mindske behov for supplerende medicin.
Når vi starter et genoptrænings- eller fysioterapiforløb op for din hund eller kat, får du først et skema, du skal udfylde. Din besvarelse danner grundlag for den tilpassede behandling til dit dyr. Ved den første konsultation gennemgår vi skemaet sammen og udformer vi en træningsplan, der er tilpasset lige netop dig og dit dyr. Vi mener, at den individuelt tilpassede træning er afgørende for, at I kommer i mål med behandlingen, og at din hund eller kat får mest muligt ud af forløbet 🐶🐈💪❤
Omfanget og varigheden af et genoptræningsforløb varierer fra dyr til dyr. Både omfanget af skader samt tidsforbruget i jeres hverdag til at lave de anbefalede øvelser har betydning for, hvor hurtigt dyret kommer tilbage til optimal funktion. Vi vægter altid et realistisk træningsprogram over et hurtigt træningsprogram, så I ikke føler jer overvældede.
Michelle har arbejdet med genoptræning og fysioterapi siden 2013, hvor hun blev uddannet som veterinærsygeplejerske. Hun har i flere år stået for både trænings- og slankehold indenfor både gulv- og vandtræning, da hun brænder for sundhed og livskvalitet. Michelles passion drives af et ønske om at hjælpe dyr og ejere bedst muligt ❤
Laserterapi
Laserterapi er en behandlingsform, der giver os mulighed for at lindre og behandle en lang række skader og lidelser hos jeres kæledyr. Behandlingen er en vigtig tilføjelse til operation eller medicinsk behandling, og i visse tilfælde vil laserbehandlingen give en så udtalt lindring, at operation eller medicin helt kan undgås. Herudover bruges laserbehandling i stor udstrækning i kombination med fysioterapi og genoptræning.
Sådan virker laserbehandling
Det infrarøde lys påvirker kroppens væv på celleniveau. Lyset tilfører energi, som øger blodgennemstrømningen i vævet og trækker væske, ilt og næringsstoffer til det beskadigede område. Resultatet er en optimering af helingen og en markant reduktion af betændelse, hævelser, muskelkramper, stivhed og smerter.
De terapeutiske virkninger omfatter bl.a.
- Hurtigere heling
- Smertelindring
- Reduktion af hævelse
- Forbedret blodcirkulation
Vi bruger laserterapi i forbindelse med bl.a.:
- Behandling af smerter
- Fysioterapi
- Behandling af operationssår
- Øreproblemer
- Gigt, herunder slidgigt
- Hævelser og ødemer
- Muskel- og seneskader
- Diverse sår og betændelser (fx hot spots)
Det er vigtigt at understrege, at laserterapien sætter skub i de helingsprocesser, som cellerne i forvejen er programmeret til at varetage, nemlig at reparere samt bekæmpe infektioner og bringe vævet tilbage til normal funktion så hurtigt og effektivt som muligt. Når vi tilføjer laserterapi, øger vi hastigheden på disse processer. Hurtigere heling betyder mindre risiko for komplikationer – det er ren win-win! 👍😊
Det er ikke uden grund, at laserterapi er en velintegreret del af behandlingen på mange klinikker både humant og veterinært.
Forløb med laserterapi
Det er meget individuelt, hvor mange behandlinger det enkelte dyr har brug for. Langt de fleste dyr tager fint og afslappet imod behandlingen. Medmindre dyret er bedøvet i forvejen, foregår behandlingen i vågen tilstand. Der er vigtigt at pointere, at der ikke er nogen smerte forbundet med behandling med laser. Tværtimod har den smertelindrende effekt ofte den betydning, at dyrene nærmest synes at nyde behandlingen. Hos Nysted Dyreklinik må dyrene gerne ligge i sofaen, og nus og godbidder tildeles i rigelige mængder. Det ender hurtigt i karakter af ren wellness 🕶😻🐕💤