Træning og adfærd

En af grundstenene på Nysted Dyreklinik er trænings- og adfærdsteamet. Vi har særligt fokus på de individuelt tilpassede konsultationer, som vi mener, er nøglen til mindre stress og utryghed i forbindelse med dyrlægebesøget.

Ofte kan små ændringer eller justeringer i håndteringen eller tilgangen til dyret betyde en stor forskel i dets reaktion på situationen. Det har vi naturligvis implementeret i vores møde med jeres dyr.

Et eksempel kan være, at vi fx ikke tager kontakt til eller forsøger at hilse på jeres hund, fordi vi kan se, at den bliver presset med det samme, vi træder ind i lokalet. Ved at undlade øjenkontakt med hunden og give den størst mulig afstand, signalerer vi til hunden, at vi ser dens reaktion og giver den plads. I langt de fleste tilfælde ser vi en næsten øjeblikkelig mere afslappet reaktion fra hunden.

I rigtig mange tilfælde er vi ved dyrlægebesøget nødt til at være tæt på og eventuelt fastholde dyret. Dette forsøger vi at gøre på den mindst ”overgrebsagtige” måde som overhovedet muligt. Træning i håndtering er en vigtig del af dette. Ofte kan vi på få repetitioner i konsultationen belønne hunden i et fast mønster, og på den måde gøre håndteringen forudsigelig for hunden. Hunde er ekstremt dygtige til at genkende mønstre, og vi oplever, at det giver dem en tryghed at vide, hvad der skal ske.

Bedøvelse af hunde

Vi forventer, at du som ejer er med til langt de fleste undersøgelser, vi foretager på dit dyr. Skal din hund bedøves, vil du kunne sidde med den, til den er faldet helt i søvn. Vi vil også meget gerne have, at du kommer ind til den, når den er ved at vågne op igen.

I de få tilfælde, hvor vi er usikre på, om hunden kan blive udadreagerende, vælger vi naturligvis sikkerhed over alt andet. Her bruger vi kortvarigt mundkurv til at sikre både dig og vores personale mod bid. Det er ret sjældent, vi har brug for mundkurv.

At vi i enkelte situationer er nødt til at anvende mundkurv på din hund, fortæller os bare, at hunden i denne situation er ekstremt presset. Det siger ingenting om, hvordan den er hjemme eller i øvrigt

Trænings- og adfærdsteamet

Trænings- og adfærdsteamet udgøres af Maria Berner og Henriette Marqvorsen. Vi tilbyder hjælp til træning og adfærdsrelaterede udfordringer.

Vi tilbyder bl.a.:

      • Enetimer, fx træning af enkelte øvelser, håndteringstræning til negleklip m.v.
      • Adfærdskonsultation ved problemstillinger, der påvirker hundens (og/eller ejers!) trivsel i hjemmet
      • Målrettet træning af enkeltøvelser eller enkelte problemstillinger
      • Foredrag om bl.a. indlæringsmetoder, indlæringspsykologi, mimik og kropssprog, klikkertræning og shaping af øvelser, stress hos hunde, angst og angstrelaterede problemstillinger
      • Diverse kurser (ring og hør om mulighederne)
      • Aftenskole på klinikken i vinterhalvåret (hold øje med vores Facebook-side)

Vi står altid klar til at tage varmt imod dig og dit kæledyr.